Microsoft-rapport over digitalt forsvar 2022

Mængden af cyberkriminalitet bliver ved med at stige, og der ses markant flere tilfælde af både tilfældige og målrettede angreb. Vi har observeret mere og mere alsidige trusler i det digitale landskab med udviklinger inden for cyberangrebsmetoder og kriminel infrastruktur, der bruges til at forstærke den fysiske krigsførelse i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine.

Ransomwareangreb udgør en øget fare for alle individer, da kritisk infrastruktur, virksomheder i alle størrelser og statslige og lokale myndigheder er mål for kriminelle, der benytter sig af det voksende økosystem af cyberkriminalitet. I takt med at ransomwareangreb er blevet mere udbredte og omfangsrige, er effekten af dem også blevet mere vidtrækkende. En bæredygtig og vellykket indsats mod denne trussel kræver en statslig strategi, som eksekveres i tæt samarbejde med den private sektor.

Efter at have analyseret vores reaktions- og genoprettelsesindgreb konstaterede vi konsekvent svage identitetskontroller, ineffektiv sikkerhedsdrift og ufuldstændige databeskyttelsesstrategier hos de påvirkede organisationer.

I år har der været en betydelig stigning i antallet af vilkårlige phishingangreb og tyveri af legitimationsoplysninger for at skaffe oplysninger, som sælges og bruges i målrettede angreb, såsom ransomware, dataudtrækning og afpresning samt kompromittering af virksomhedsmail.

Cyberkriminalitet som en tjeneste (CaaS) er en stigende trussel, som udvikler sig til en risiko for brugere over hele verden. Microsofts enhed for digital kriminalitet (Digital Crimes Unit – DCU) observerede fortsat vækst i CaaS-økosystemet med et stigende antal onlinetjenester, der faciliterer cyberkriminalitet, herunder kompromittering af virksomhedsmail (BEC) og menneskestyret ransomware. CaaS-sælgere udbyder i stigende grad kompromitterede legitimationsoplysninger til salg, og vi ser flere CaaS-tjenester og -produkter med forbedrede funktioner til at undgå, at de bliver opdaget.

Hackerne finder nye måder at implementere teknikker og hoste deres operationelle infrastruktur på, f.eks. ved at kompromittere virksomheder for at hoste phishingkampagner, malware eller bruge deres computerkraft til at "mine" kryptovaluta. Enheder på Tingenes internet (IoT) er blevet mere og mere populære som mål for cyberkriminelle, der benytter udbredte botnets. Når routere ikke holdes opdateret med rettelser og er direkte eksponeret for internettet, kan trusselsaktører misbruge dem til at skaffe sig adgang til netværk, udføre skadelige angreb og endda understøtte deres drift.

Hacktivisme er blevet mere almindeligt i løbet af det seneste år, hvor privatpersoner udfører cyberangreb for at fremme sociale eller politiske mål. Tusindvis af individer blev mobiliseret for at iværksætte angreb som led i Rusland-Ukraine-krigen. Selvom vi endnu ikke kan være sikre på, hvorvidt denne tendens vil fortsætte, er teknologibranchen nødt til at gå sammen om at udarbejde et omfattende modsvar på denne nye trussel.

I løbet af det seneste år er cybertrusselsgrupper i form af nationalstater gået fra at udnytte softwareforsyningskæden til at udnytte forsyningskæden for it-tjenester ved at målrette mod cloudløsninger og leverandører af administrerede tjenester for at nå downstream-kunder i statslige og politiske institutioner samt kritisk infrastruktur.

I takt med at organisationer styrker deres cybersikkerhedsniveau, har trusselsaktører i form af nationalstater reageret ved at begynde at benytte nye og unikke taktikker til at levere angreb og undgå at blive opdaget. Identificeringen og udnyttelsen af zero-day-sårbarheder er en central taktik i denne indsats. Antallet af offentligt afslørede zero-day-sårbarheder inden for det seneste år er på højde med antallet forrige år, som var det hidtil højeste registrerede. Mange organisationer antager, at de er mindre udsatte for at blive offer for zero-day-udnyttelsesangreb, hvis håndtering af trusler og sikkerhedsrisici er en central del af deres netværkssikkerhed. Men fordi exploits bliver mere og mere almindelige, kommer de i et meget højere tempo. Zero-day-udnyttelser opdages ofte af andre aktører og genbruges vidt og bredt i en kort periode, hvor ikke-opdaterede systemer er udsatte.

Vi har oplevet en branche i vækst af angrebsaktører i den private sektor, eller cyberlejesoldater, der udvikler og sælger værktøjer, teknikker og tjenester til kunder – ofte stater – til at bryde ind på netværk, computere, telefoner og internetopkoblede enheder. Mens de er et aktiv for nationalstatsaktører, udgør disse enheder ofte en fare for systemkritikere, menneskerettighedsforkæmpere, journalister, talspersoner for civilsamfundet og andre privatpersoner. Disse cyberlejesoldater leverer avancerede funktioner til "overvågning som en tjeneste", som mange af nationalstaterne ikke ville have været i stand til at udvikle på egen hånd.

Det haster mere og mere med at reagere på det stigende antal trusler i det digitale økosystem. Trusselsaktørernes geopolitiske motivationer har demonstreret, at nationalstater har eskaleret deres brug af offensive cyberoperationer for at destabilisere statslige myndigheder og påvirke den globale handel. I takt med at disse trusler øges i antal og udvikler sig, er det af afgørende betydning at gøre cyberrobusthed til en integreret del af organisationens struktur.

Som vi har set, lykkes mange cyberangreb, fordi dem, der bliver ramt af dem, ikke har de grundlæggende sikkerhedsforanstaltninger på plads. De minimumsstandarder, som enhver organisation bør indføre, er: